Søndag var en stor dag i Stensballegaard Golfklubs korte historie.
2 ud af 3 hold rykkede op i Danmarksturneringens rækker.
1.holdet for damerne rykkede fra 3.division til 2.division i en meget tæt match.
Der blev spillet knald eller fald mod Aaskovs piger, som for 2. år i træk spillede om oprykning. Aaskov er et hold som damerne tidligere har tabt til. Sådan skulle det ikke gå søndag! Trods en lavere handicapsum hos modstanderholdet, lod damerne sig ikke kue. De hentede en 6-3 sejr hjem. Camilla Vildrik Pedersen lavede et flot comeback, og vandt hul 18 så hun delte sin match. Anna Behnsen, årgangsmesteren i u15, slog en 3 år ældre handicap 1.9 spiller og har dermed vundet alle sine 7 kampe i år.
Det samme gjorde sig gældende for foursome, bestående af Cecilie Greve og Daniela Gomig-Hansen. 7 ud af 7 sejre. Landets 3.bedste række venter til næste år. Kaptajn for dagen, og klubbens træner, Jesper Thorsøe fulgte med på sidelinjen, og åndede lettet op da det sidste putt blev slået.
Tak til caddies og tilskuere for støtten!
2.holdet på herresiden skulle ud i slagspilsskvalifikation, hvor 8 af 15 hold ville gå videre. Det lykkedes på fornem vis at blive nummer 6. Fremhæves bør, Jens Aslak Pommerenche, der med 80 slag lavede turneringens bedste score på den meget svære og vindblæste Trehøje bane.
Andetsteds i Danmark, Kaj Lykke Golfklub, måtte seniorholdet tage til takke med en 3.plads ud af 4 hold der spillede om 2 pladser mod videre avancement. En flot præstation, der dog manglede den sidste skarphed.
Alt i alt en fantastisk søndag for klubben, der nu kan se frem mod at afholde klubmesterskaber i den kommende weekend.
Eliteafdelingen stempler hermed ud med 3 ud af 5 oprykninger for sæsonen.
Stort tak til alle spillere, og særligt udvalgsformand Leif Biza, som har lagt et stort arbejde i denne sæson på vegne af holdene og klubben.
Tilbage til oversigt