Læs den fine artikel om Anna & Noah
Ét slag ad gangen
Udefra ligner Anna Behnsen og Noah Phan de mest almindelige unge mennesker. De snakker om opgaver og beklager sig over deres gymnasie. Men derudover er de to teenagere også spillere på henholdsvis kvinde- og herrelandsholdet i golf.
De to golftalenter udviser et helt særligt kammeratskab. De supplerer hinandens pointer, har interne jokes og udstråler i det hele taget at være holdkammerater på bedste vis. Anna er 18, går i 2. G og har spillet på landsholdets pigetrup siden hun var 14. Hun er i år kommet på dametruppen. Noah er 19, går i 3. G og er i år kommet på herretruppen for golflandsholdet.
Vi møder Anna og Noah for en snak på Horsens Gymnasium, hvor har deres daglige gang.
Hvordan blev I introduceret til golf? Har I familie, der spiller?
Anna Behnsen:
Jeg fik et golfsæt allerede som treårig, men begyndte for alvor at træne, da jeg var seks, og så har jeg bare trænet lige siden. Mine forældre spiller, min mormor og morfar spiller, og min onkel var landsholdstræner. Så det har altid ligget lidt til familien. Jeg var faktisk ude på en golfbane allerede som 14 dage gammel i en klapvogn.
Noah Phan:
Det er lang tid siden jeg startede. Ved min første træning var jeg vel fire-fem år gammel. Min far tog mig med til det, og jeg tænkte: ”Golf! Det må være det.” Og siden da er jeg bare blevet grebet af det. Mine forældre spiller også lidt, og min lillebror Izak er kommet med i udviklingstruppen for landsholdet som 13-årig.
I er begge gymnasieelever, hvordan er det at balancere?
Noah Phan:
Jeg synes, det er svært at balancere skolen og golf på så højt et plan. Det er svært at prioritere skolen, fordi man hele tiden stræber efter at blive bedre til golf. Jeg burde nok prioritere skolen mere, men jeg kan ikke sige til mig selv: ”Nu dropper jeg træningen, og sætter mig hjem og laver lektier.” Så føler jeg nemlig, at jeg spilder min tid, fordi jeg langt hellere vil ud at spille.
Anna Behnsen:
Jeg er lidt anderledes. Jeg går meget op i skolen samtidig med træningen, fordi mit konkurrencegen er meget højt i alt, hvad jeg foretager mig. Derfor går jeg meget op i at passe skolen samtidig med at spille golf. Jeg blev erklæret ordblind i syvende klasse og oplevede at folk grinte af mig, hvis jeg ikke kunne stave til ordene. Det satte sig i mig, og derfor bruger jeg meget tid på opgaver og skole. Det tager så også rigtig meget af min hverdag. Det er ofte enten træning eller skolen. Der er ikke tid til så meget andet.
Hvor meget træner man som landsholdsspiller?
Anna Behnsen:
På en given uge i sæsonen er det i hvert fald 25 timer i ugen – sammen med gymnasie.
Noah Phan:
Og selv uden for sæsonen er det måske 20 timer. Dér handler det så mere om styrketræning. Meget mere end man lige skulle tro.
Har I dyrket andre sportsgrene?
Anna Behnsen:
Jeg har spillet håndbold fra jeg var otte og helt op til ottende klasse. De sidste to år var jeg faktisk i den bedste række i Danmark. Så jeg overvejede også, om det var den vej, jeg skulle gå. Men i sidste ende trak golfen lidt mere i mig, og det var jeg også bedre til.
Noah Phan:
Jeg har gået til fodbold på et tidspunkt. Jeg kunne godt lide at spille det, og jeg nyder stadig at se det, men jeg er helt klart bedre til golf.
Hvordan adskiller golf sig fra andre sportsgrene?
Anna Behnsen:
Det er på mange måder en meget mere individuel sport. Det handler om din udvikling og ikke et holds. Der er ikke nødvendigvis en holdmentalitet omkring det. Selvom du spiller på landsholdet.
Noah Phan:
Man er nemlig altid sig selv i golf. Hvad er det golfen giver Jer, når I nu vælger at bruge så meget tid på det?
Anna Behnsen:
For mig er det en slags terapi. Hvis jeg har en dårlig dag, så kan det godt være, at jeg lige forlænger træningen lidt mere; fordi på en golfbane er jeg bare mig selv.
Jeg er ikke sikker på, hvem jeg var, hvis jeg ikke havde golf. Det er hele min hverdag, der er bygget op omkring det - og ikke omvendt.
Det er også en mulighed for at komme væk fra dårlige tanker og cleare hovedet.
Noah Phan:
Jeg har det lidt på samme måde. Der er en vis kontrol over ens liv, når man træner eller spiller. Man er i sit element, når man spiller golf. I skolen bliver man ofte mindet om, at man ikke er så god bogligt. Så kan man komme ud og tænke: ”Nu er jeg på hjemmebane, og jeg ved, hvad jeg skal.” Det er ens måde at føle sig succesfuld, når skolen bliver lidt for meget karakterræs.
Hvordan føles det så, når I slår et rigtig godt slag.
Noah Phan:
Når du arbejder med noget så teknisk, og det så endelig lykkedes, er det bare ren lykke – selv efter du har spillet så mange år. Og det er ikke mange sportsgrene, hvor du har den følelse.
Anna Behnsen:
Der er så mange regnestykker, som der skal gå op. Hvilket jern skal jeg bruge? Hvor højt er græsset? Hvor skal bolden lande?
Og når du endelig rammer den der bold, og den flyver, som du gerne vil, så tænker du: ”Jamen, det her er grunden til, at jeg spiller.”
Noah Phan:
Det bedste er, når du laver et virkelig godt slag, når der virkelig er pres på. Og så kan man virkelig bare fejre det.
Giver golfen en slags ro, som I kan tage videre?
Noah Phan:
Ja. Jeg føler, at gymnasiet ofte kan handle om negative ting, men jeg kan bruge den tilgang, som jeg har lært på banen. Hvis en skoleopgave ikke bliver så god, så har jeg en opgave næste gang, som jeg kan gøre bedre. Det er en tankegang, som jeg har fra golf. Slår du et dårligt slag, så er der altid et slag til, som du kan gøre bedre.
Er det et mindset, som man kan tage videre – udenfor golfbanen?
Noah Phan:
Ja. Det er sådan en generel tilgang at have til livet, som du altid kan bruge. Med alt den modgang, som du møder, kan du bare tænke: ”Det lægger jeg bag mig og kører videre til det næste.”
Anna Behnsen:
Du lærer også at agere i meget pressede situationer.
Er man mere trænet til at være i nuet?
Noah Phan:
Ja. Helt sikkert. Og hvis du kan mestre det, så kan du komme langt.
”Et slag ad gangen.” Det er sådan en kliché, som du får gang på gang. ”Husk nu, at du kan kun slå ét slag ad gangen.” Det er bare så rigtigt.
Anna Behnsen:
Men det er også en af de vilde ting ved golf. Du kan være sindssyg teknisk dygtig, men hvis du ikke kan se muligheder på en bane og være i nuet, så er du verdens dårligste spiller.
Jeg havde eksempelvis en veninde, der ikke var så teknisk stærk, men hun formåede bare at få bolden i hul. Og det er i bund og grund det, som det hele handler om.
Noah Phan:
Nemlig! Du kan se profiler, der er rigtig gode til at ramme fairway, men alligevel kan der opstå en mental blokade, hvor de så slår dårligere og dårligere slag. Man skal være mentalt ovenpå hele tiden.
Hvordan tackler man det så, når et slag ikke går efter planen? Bebrejder man sig selv?
Noah Phan:
Jeg prøver ikke at give mig selv for meget af skylden, hvis et slag ikke lige går så godt. Jeg prøver lidt at få det væk fra mig selv. Ellers kan jeg ikke slå det næste slag. Der er nok pres på en i forvejen.
Anna Behnsen:
Man kan sige: ”Golf er fejlenes spil.” Du kan ikke undgå fejlene, men det handler mere om at tackle dem på bedste måde og komme videre.
Noah Phan:
Og jeg har prøvet ikke at være klar til det næste slag, fordi jeg var for meget oppe at køre. Så det skal man også øve sig på.
Anna Behnsen:
Du er din egen værste fjende på en golfbane. Du skal tackle alt selv og selv sørge for at være klar og få dig selv ud af en dårlig situation. Og to dårlige slag kan ødelægge en runde.
Noah Phan:
Ét slag kan koste dig en sejr.
Anna og Noah spiller i Stensballegaard Golfklub, hvor Jesper Thorsøe er træner. Han havde følgende at sige om de to talenters udvikling i de seneste år:
Jesper Thorsøe:
Anna har været igennem en eksplosiv udvikling de seneste år. Specielt hendes træningsiver og disciplin er forbedret markant. Hun er god til at være i selve spillet. Mange golfspillere har en meget teknisk tilgang til spillet, men Anna formår at være i nuet og spille på banen foran hende. Det er en egenskab, der kan blive afgørende for hendes karriere.
Noah har været et stort talent i mange år. Han har stor passion for golfspillet, og han er ikke bange for at slå et slag, der kræver stort fokus. Alle bliver nervøse, når der kommer noget på spil, men Noah formår at anerkende det og agere i nerverne og adrenalinen. Hvis man vil have en spiller til at slå et afgørende slag, så vil Noah være et af de bedste bud.
Nordicals Horsens er stolt sponsor af Stensballegaard Golfklub, hvor Anna og Noah træner.
Anna Behnsen:
En af de vigtige ting at slå fast med golf er, at det er dyrt. Udstyret er dyrt, turene er dyre, så derfor er det så utrolig vigtig med de sponsorater, som vi blandt andet får fra Jer (Nordicals, red.).
Noah Phan:
Vi kunne jo egentlig ikke komme nogle vegne uden den hjælp, som vi får fra vores sponsorer. Ellers så skulle vi betale ALT selv, og det er altså dyrt.
Anna Behnsen:
Sponsorer er bare et afgørende element for, at du kan komme langt indenfor golfverdenen.
Nordicals Horsens støtter lokalforeninger i Horsens
“Vi, i Nordicals Horsens er stolte over at kunne støtte op om lokale foreninger og initiativer. Vi er glade for, at vores støtte til Stensballegaard Golfklub kan være med til at gøre en forskel for unge talenter som Anna og Noah.“
- Per Ahlgreen
Indehaver Nordicals Horsens
Links:
- https://nordicals.dk/om-nordicals/find-forretning/horsens/
- https://viewer.ipaper.io/nordicals/horsens/horsens-magasin-22-23/?page=22
Artiklen er skrevet af Morten Klein, Kommunikationsspecialist Nordicals.
Tilbage til oversigt